Pollux Gamelabs i København er knap to år efter starten i maj 2004 snarest klar til globalt at lancere første spil, Pollux Lost Empire. Det sker senest ved messen E3 i maj i Los Angeles.
Muligvis kommer spillet allerede i butikkerne før den officielle lancering, som er sikret af en verdensomspændende distributør, Strategy First. Sidste detaljer i udviklingen af første version afsluttes nemlig i næste måned i marts.
— Vi har selv finansieret alt i spiludviklingen indtil nu, hvor den første færdige version – alfaudgaven – nu overlades til Strategy First, der står for både distribution og test. Når de er klar med en markedsføringsplan får vi noget kapital fra dem på basis af forventet salg. Hvor meget det er, må vi vente at se, beretter direktør Søren Petersen Bisgaard fra Pollux Gamelabs.
Firmaet har 8 fuldtidsansatte, og i alt 20 tilknyttede blandt animatorer, forfattere, grafikere, og programmører.
Pollux Lost Empire er et spil med blandt andet rumskibe, hvor det gælder om at erobre planeter. Pollux Gamelabs har kontorer på 5. sal i væksthuset på IT Universitetet i Ørestaden i København.
På messen E3 får Pollux Gamelabs selskab af genboen fra samme sted, ZeitGuyz, der som nævnt i Rapidus i mandags først skal til at rejse 35-50 mio. kr. til deres spil.