Koncerndirektør i TDC, Henning Dyremose, kritiserer de svenske og danske politikere for at man stadig ikke er nået frem til en aftale om nye skatteregler i Øresundsregionen.
— Det ærgrer mig. Jeg ønsker en integreret region og sagen haster. Løsningen burde have været på plads allerede sidste år, siger Dyremose til Rapidus.
Han ønsker ikke at udpege et af landene som skyldigt i forsinkelsen, men ser et problem i forhandlingerne:
— Det nationale perspektiv har alt for stor indflydelse.
Dyremose er en vigtig stemme i dansk erhvervsliv. Han var konservativ finansminister i Danmark da aftalen om Øresundsforbindelsen blev truffet, og han anses stadig for at have en vis indflydelse på dansk politik. Under den igangværende IT-messe Comdex i Göteborg diskuterede han spørgsmålet med Sveriges erhvervsminister Leif Pagrotsky.
I sidste uge fik Dyremoses daværende regeringschef Poul Schlüter af Sveriges Nordenminister Berit Andnor til opgave at undersøge barrierespørgsmål.
— Jeg har stor tillid til at Poul Schlüter kommer med et løsningsforslag.