I tider hvor venturekapital i stadig højere grad er blevet en mangelvare for IT-virksomheder, har Improve med kontor i blandt andet Malmø søgt en anden løsning. Virksomheden har truffet aftale med FöreningsSparbanken om fakturabelåning og en kassekredit. Desuden får de en lånefinansiering hos ALMI.
— Vi havde brug for kapital, og gennem vores ejer Nordstjernan fik vi kontakt til FöreningsSparbanken, siger Improves adm. dir. Niklas Malmros, som er meget tilfreds med løsningen.
Improve havde sidste år en omsætning på 17 millioner svenske kroner og gav et underskud på 8,9 millioner. Virksomheden har eksisteret siden december 1999, hvor de fire grundlæggere hoppede af fra TietoEnator i Växjö. Improve har specialiseret sig i at udvikle content management-løsninger baseret på XML-standarden, som gør informationshåndtering lettere.
Virksomheden ekspanderede kraftigt i sit første leveår. I dag har Improve godt 50 ansatte på kontorer i Växjö, Malmø og Stockholm og ansætter en ny person så godt som hver uge.
Sidste år gik Nordstjernan ind med ti millioner kroner i virksomheden, og de ejer i dag godt 30 procent af firmaet. Øvrige ejere er de fire grundlæggere Niklas Malmros, Patrik Andersson, Daniel Björkman og Jörgen Jonsson samt personalet.
Blandt kunderne finder vi Celsius, Ericsson og Regeringskansliet (svarer til Statsministeriet i Danmark). For nylig kom også Sveriges Television til som kunde.