Malmøvirksomheden I-Surf AB er gået konkurs efter knap to år. Selskabet opstillede computerbaserede informationsstandere med oplysninger om blandt andet hoteller, forlystelser og lokaltrafik. Aktiviteterne skulle finansieres gennem annonceindtægter.
Da Rapidus skrev om selskabet i marts sidste år, havde man store planer om 200 standere i København og ekspansion til Gøteborg.
Konceptet er spansk, og I-Surf havde ifølge konkursforvalter Bo Ahlenius fået lovning på en startkapital på et par millioner fra det spanske selskab, som har rettighederne. Men sådan blev det aldrig, og til sidst var der ingen anden udvej end konkurs.
I-Surf havde, da det gik højest, en halv snes personer ansat, og nåede at få opstillet godt 20 standere, flest i Malmø, men også et par i København og Helsingborg.