Clinical Data Care, CDC, i Lund satser nu på Medicon Valley og resten af det danske marked. En ny marketingchef er blevet ansat for at øge virksomhedens markedsandele i Danmark.
Som et led i satsningen har CDC sammen med sin amerikanske IT-partner E Research Technology indbudt samtlige omkring 400 virksomheder i Medicon Valley-området til et roadshow på Bojesen ved Tivoli i København i dag. E Research Technology viser sin tekniske IT-platform, som CDC anvender, og dens muligheder for lægemiddelindustrien. Mats Lörstad, tidligere IT-chef hos Astra, holder foredrag.
Konsulentfirmaet CDC, som startede for godt ti år siden, har specialiseret sig i klinisk afprøvning af lægemidler. De seneste to år er der investeret 25 millioner svenske kroner i en databank, kaldet CDC Warehouse, hvor data af interesse for CDCs kunder – forskningsoplysninger, økonomiske analyser med mere – løbende opbevares og fornyes. Kunden kan nå databanken 24 timer i døgnet og dermed hele tiden følge den kliniske vurderingsproces af egne præparater.
Tjenesten er hidtil solgt til fem virksomheder til en værdi af cirka ti millioner svenske kroner per år, og yderligere to kunder er på vej. CDC har nu i alt godt 40 kunder.
CDC forventer at omsætte for 130 millioner kroner i år, og adm. dir. Jerker Ringström tror på 5-10 millioner i overskud. Den årlige tilvækst ligger på 40 procent, både i omsætning og personale. I dag har CDC 170 ansatte.