Interessen for nyemissionen i Lundvirksomheden Jolife AB, som udvikler et mekanisk hjertemassageapparat, er meget stor. Det siger Sparbanken Finns fondschef Bertil Jönsson.
— Der er ingen tvivl om, at nyemissionen bliver fuldtegnet og også overtegnet.
Tegning af aktier i nyemissionen startede den 19. marts gennem en såkaldt private placement, der rettes til godt 60 private venturekapitalinvestorer med en skattemæssig formue på mindst to millioner svenske kroner, eksklusiv ejendomsformue, i Sparbanken Finns aktivitetsområde. Deadline er på fredag den 30. marts.
Det er første gang Sparbanken Finn i Lund foretager en private placement. Banken administrerer nyemissionen, mens Jolife AB fordeler aktierne, som udbydes i poster på 50 aktier à 175.000 kroner per post.
Jolife er et knopskydningsfirma fra Jostragruppen, som blandt andet fremstiller hjertelungemaskiner. Gennem nyemissionen afgiver Jostragruppens moderselskab Jostra AG i Tyskland 40 procent af ejerskabet i Jolife. Jolifes mekaniske hjertemassageapparat til patienter med akut hjertestop skal lanceres kommercielt til sommer.
— Der er et stort kommercielt potentiale, men man skal ikke glemme, at det er et risikabelt projekt, siger fondschef Bertil Jönsson.