Det børsnoterede Investment AB Latour, med Gustaf Douglas i ledelsen, indskyder 100 millioner svenske kroner i medicoteknikvirksomheden ProstaLund.
Latour, som i dag har en mindre ejerpost i selskabet, bliver dermed en af storejerne med 20 procent af ejerskabet.
Aftalen blev klar ved frokosttid i dag, fortæller ProstaLunds adm. dir. Semmy Rülf til Rapidus.
Samtidig tilbydes en nyemission på 30 millioner til eksisterende aktieejere, blandt andet venturekapitalselskabet Malmöhus Invest, SEB Företagsinvest og Swedestart.
Den nye kapital skal anvendes til fortsat udvikling af ProstaLunds produkter til behandling af godartet prostataforstørrelse ved hjælp af mikrobølger.
I dag ligger fokus på Skandinavien, hvor udstyret findes på omkring 20 hospitaler. I løbet af næste år regner Semmy Rülf med, at ProstaLund bevæger sig ind på markedet i USA og Japan.
Flere kliniske undersøgelser er i gang. De resultater, som hidtil har været præsenteret, viser, at metoden er lige så effektiv som traditionelle operationer, men patienten kan tage hjem allerede samme dag.