På torsdag i næste uge uddeles første nummer af Malmøs nye annoncemagasin, Malmö Magasinet, til 80.000 husstande i Malmø og forstæder.
Bag satsningen – som lanceres med reklamer på busser og i radio – står Sydsvenska Dagbladet, via det helejede datterselskab Claes Löfgren Reklambyrå AB.
Forretningskonceptet er lave annoncepriser og indkøbsstimulerende artikler inden for blandt andet mode, skønhed, helse, mad, indretning, privatøkonomi og rejser. Og garanteret ingen negative artikler, fortæller Claes Löfgren, som er ansvarshavende redaktør.
— Mange annoncører har spontant sagt, at det skal blive rart med en avis, der ikke har negative nyheder, siger han.
Tanken er at dække det hul, der er opstået på annoncemarkedet efter avisen Arbetets konkurs, og Claes Löfgren regner med, at Malmö Magasinet vil give overskud allerede næste år.
Avisen er i tabloidformat og vil være på cirka 30 sider. Knap ti fastansatte og seks-syv freelancejournalister er tilknyttet avisen.