Af Jan Wifstrand
Det syder og koger omkring det Berlingske Hus. I snart et halvt år har omverdenen vidst, at magten over verdens ældste endnu fungerende avis, Berlingske Tidende og dens tilhørende, er til salg. Mange gange har man ment, at aftalen var i hus. For et stykke tid siden blev det nærmest fastslået, at Egmont, mediekoncernen som vader i penge men er fattige på ideer, skulle overtage de aktier, der nu er på Danske Banks hænder.
I dag er situationen en anden. Flere interessenter påstås stadig at være på banen, en ny udenlandsk aktør er, efter hvad Rapidus erfarer, tæt på at gå ind i budgivningen, men de fleste kommentatorer mener, at kampen alene står mellem svenske Bonniers og norske Schibsted.
Bonniers er favorit i opløbet. Men favoritværdigheden i sådanne situationer skal tages med et gran salt. Den, der betaler for dyrt for en overbefolket avis med fantasilønninger og høj strejketendens, risikerer at stå med rumpen bar rent finansielt bagefter. Berlingske kan blive et dyrekøbt eventyr for den, der betaler flere milliarder alene i håbet om kommende indtjening.
Bonniers har motiverne. Koncernen og dens chef Bengt Braun sigter ganske enkelt efter total Øresundsdominans med de tillokkende koordineringseffekter. Rapidus kan også afsløre, at ledelsen hos Helsingborgs Dagblads (HD) flere gange det seneste år er blevet kurtiseret med høflige forslag til samarbejde, der – know what I mean – naturligvis betyder vi vil gerne købe jeres fine avis.
Familierne Sommelius, som ejer HD, er sikkert ikke helt begejstrede for at sælge til Bonniers, men samme dag konjunkturerne vender for avisannoncemarkedet, kan situationen være en anden.
(Den opmærksomme læser noterer, at jeg har skrevet familierne. En slægt, en klan, har som bekendt sjældent enslydende opfattelser i et vigtigt spørgsmål.) Der er allerede skabt et grundlag for samtale, ikke mindst efter at HD har udnævnt den kompetente norske aviskonsulent Erik Wilberg til bestyrelsesformand. Han ved mere om Bonniers aviser end virksomhedsledelserne selv i den koncern.
Overvej et øjeblik strukturen, en rosenrød drøm for Bonniers: Berlingske Tidende og Dagbladet Børsen i København, med suveræn dominans over hele det nationale erhvervslivs annoncering, Sydsvenskan i Malmø, med en oplagsposition helt uden konkurrence og fuld kontrol over den eneste tilbageværende kollega Skånska Dagbladet (for lille til at kunne kaldes konkurrent), samt Helsingborgs Dagblad med så stærk dækning, at ingen dér kender noget andet. For en avisøkonom og for en trykkerikoordinator giver denne struktur erotiske fornemmelser, selv om følelseslivet sjældent har været særlig veludviklet i Bonniers ledelse.
Hvorfor er et eventuelt opkøb af Berlingske så interessant for fremtiden, selv for den nye økonomi?
Handler det ikke bare om at ville kontrollere en overmoden virksomhed?
Nej, ikke rigtigt.
For det første er varemærket Berlingske ekstremt godt indarbejdet; det repræsenterer masser af værdier, som for eksempel jubii.dk eller Søndagsavisen aldrig kan nå op til.
For det andet, som en konsekvens af det første, er der grundlag for en netaktivitet, for et kæmpeprojekt med spændende medieøkonomiske dimensioner, som udgår fra Metropol Online, det allerede etablerede netsamarbejde inden for Berlingske-koncernen plus partnere, i alt 18 forskellige tjenester på nettet.
Hvis kortene spilles rigtigt, kan det blive en af Skandinaviens mest succesrige forretninger på internettet. Det lokker Bonniers, som hidtil mest har trådt forkert og for langsomt, når det gælder nye projekter på nettet. Og det lokker Schibsted, som elsker at blive associeret med dotcom-verdenen i højere udstrækning.
I næste uges analyse vil jeg forsøge at drage nogle mulige konklusioner, når det gælder udviklingen for de danske medier, hvad enten det nu bliver Bonniers eller Schibsted, der hoster op med det beløb, som tilfredsstiller Danske Bank.
