Berlingske Tidende er suveræn vinder af aviskrigen over Øresund med nu 4.000 betalende skånske abonnenter. Alle andre førende aviser i regionen er tabere på den anden side af Øresund trods mindre erobringsforsøg. De ser nu meget lidt potentiale i et integreret mediemarked, viser en rundspørge fra Rapidus.
Berlingske Tidende gav i juli efter broåbningen skånske læsere tilbud om Berlingske Tidende gratis i 30 dage. 9.000 sagde ja tak, og 4.000 er så fortsat som betalende abonnenter.
— Det er meget tilfredsstillende. Vi havde håbet på 3.000, fortæller Berlingske Tidendes salgschef, Christian Wennevold.
Salget er nu fulgt op af telemarketing fra København – specielt i Malmø, Helsingborg og Landskrona. Der får læserne lige som københavnske læsere avisen om morgenen fordi Berlingske Tidende har distributionsaftale med Tidningsbärarna.
— Mange danskere i Skåne har selvfølgelig avisen, men en del svenskere vil også holde sig orienteret om dansk erhvervsliv eksempelvis. Der er helt klart et potentiale for os i Skåne. Det vil vi holde fast i, siger Berlingske Tidendes abonnementschef Rene Hyldborg.
De øvrige, store danske dagblade, Jyllands-Posten og Politiken, taler derimod om et forsvindende lille skånsk marked. Politiken har dog lavet en selvstændig forretning med gratis omdeling af 80.000 eksemplarer i Skåne af Politiken Köpenhamn, som kun handler om københavnsk forlystelses- og kulturliv. Udgivelsen begyndte ved broåbningen, og bladet bliver omdelt en gang om måneden. Markedschef Per Kaufmann beretter, at det går over forventning med en indtjening 11 procent over budgettet.
— Det giver dog ikke overskud endnu, men balancerer, fortæller Per Kaufmann, som trods egenannoncer ikke tror på, at initiativet giver øget oplag af betydning i Skåne for Politiken.