Om mindre end en måned – et par uger ind i september – finder den næste store lancering af en sundhedsportal sted på nettet i Sverige. Det er den danske Sundhedsguiden, som netop nu arbejder på højtryk med den svenske hjemmeside halsoguiden.se, med base i Malmø.
— Det er det første skridt i vores nordiske ekspansion, siger adm. dir. Anders Hauch til Rapidus. Vi fortsætter med en lancering i Norge blot nogle måneder senere.
Halsoguiden.se skal helt og holdent følge det oplæg, som Sundhedsguiden i København har etableret og udviklet siden starten for godt et år siden. Konceptet bag hjemmesiden er, til forskel fra konkurrenterne, ikke blot at tilbyde information, nyheder og service inden for det traditionelle medicinske område, men også supplere med alternative behandlingsmetoder, naturlægemidler med videre.
Sundhedsguiden arbejder med et helhedsbillede af sundhedsområdet og tilbyder blandt andet en oversigt over udøvere inden for sygepleje/medicin/sundhed, en informationsbase om sex og samliv og er ved at opbygge en guide til lovgivning og rettigheder for den enkelte patient.