Shopsense, et af væksthusfirmaerne i Ideon i Lund, har udviklet en søgemaskine til internethandel. Nu leder virksomheden efter risikovillig kapital forud for lanceringen til efteråret.
— Vi skal til at starte markedsføringen af søgemaskinen, og det vil kræve meget kapital, siger Jessica Ademark, adm. dir. for Shopsense.
Shopsense, som blev startet i efteråret, har hidtil finansieret aktiviteterne af egen lomme.
Virksomhedens søgemaskine skal fungere som en slags AltaVista for butikkerne på nettet. Butikkerne vil skulle betale Shopsense for at blive optaget i deres register, og forbrugerne kan derefter gå ind og søge på alle produkter, som findes i Shopsenses søgemaskine. Shopsense regner med flere forskellige indtægtskilder, men vil ikke komme nærmere ind på, hvad man har i tankerne.
Interessen hos de internetbutikker, som Shopsense har været i kontakt med, har været stor.
— Der er i dag mange butikker på nettet, men det er svært at finde dem, siger Stefan Möhl, en af idémændene.
— Der er heller ikke nogen mulighed for at søge på enkelte produkter, som f.eks. jagtknive. Ved hjælp af vores tjeneste vil man kunne finde frem til, hvor varen findes, hvad den koster og desuden få en kvalitetsbedømmelse. Vi tror, at vores søgemaskine vil forandre hele internethandlen, siger Stefan Möhl optimistisk.
Man håber, at virksomheden vil have fået tilført tilstrækkeligt med kapital til oktober, til at man kan lancere hjemmesiden i Sverige på det tidspunkt. På denne måde kan man nå at være med i årets julehandel. Efter jul planlægger Shopsense at ekspandere til resten af Norden. Shopsense ejes af tolv grundlæggere, hvoraf de fem arbejder fuldtids i virksomheden.