Kort sagt: En stribe M&A´s foregår nu i regionen med foreløbig kulmination i 2017, og flere nye, men ret anonyme rapporter, peger mod farlige konsekvenser af for tidlige exits. Risikoen er, at vi aldrig får nye unicorns her i regionen, når de store fisk tidligt æder de små.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør
Det europæiske lægemiddelagentur EMA (som regionen ønsker til København) har her i juni fremlagt 16 initiativer til støtte for små virksomheders kamp for nye lægemidler. EMA-rapporten er en kulmination på andre nye, men oversete, anonyme rapporter her fra regionen. De peger mod, at de små sjældent selv når at udvikle produkter eller lægemidler. Skurken er M&A. Her summerer Rapidus op for ånden sluppet ud af flasken:
Hvis ikke små biovirksomheder får bedre støtte fra universiteter og uafhængige investorer, så vil flere store bioselskaber og især store udenlandske investorer æde regionens små firmaer. Og så får de små fisk ikke brugt potentialet her i regionen. Det er usundt.
Eksempelvis i rapporten ”M&A Outlook and Firepower Report 2017” fra rådgivningsfirmaet EY fremgår det, at risikoen for faldende omsætning får de store til at købe mere op i 2017 for at stå stærkere rustet. Alene Danmark havde 11 bio-virksomhedshandler i 2016. Der er forståeligt, at små virksomhedsejere fristes af hurtige gevinster. Det er heller ikke kun dårligt fordi en række lægemidler så rent faktisk kan blive til noget. Rapidus ser den største fare ved, at udsigten nu er meget lang til at få det næste Novo Nordisk, Lundbeck, Genmab, eller Leo Pharma her i regionen. Viljen til at tage en lille virksomhed HELE VEJEN forsvinder. Problemet er endda globalt: Biotekaktier klarede sig dårligst i 2016. De store kæmper nu for væksten. Løsningen er netop opkøb af mindre for at få ny innovation, påpeger en dansk gren af Goldman Sachs, der rådgav ved salg af danske virksomheder som Sonion, Ferrosan og Dako.
En anden overset rapport kom i april, da IrisGroup med Dansk Biotek udgav ”Analyse af perspektiver og vækstbarrierer for udvikling af dansk biotek.” Hovedkonklusionen er alvorlig for Medicon Valley: Evnen til at skabe perspektivrige biotekselskaber er nedsat fordi der købes op og fusioneres for tidligt. (PS – Dansk Bioteks formand, Martin Bonde, fik selv som CEO solgt Epitherapeutics til amerikanske Gilead for 444 mio. DKK for blot to år siden…)
Alarmklokkerne bør ringe, når det meste af regionens vækst fortsat vil bæres af 10-20 år gamle biotekselskaber, som bare bliver større. Samtidig får yngre og små selskaber langt mindre kapital, end de ældre kollegaer tidligt i deres udvikling. Ventureinvesteringer er nu en tredjedel af niveauet i 2007-2008.
Der er dermed en M&A-krise for regionens biotek-vækst. Tag eksempelvis Symphogen: Efter nytår 2016 fik daværende direktør Kirsten Drejer 1,2 milliarder DKK fra amerikanske Baxalta. Det var 16 år efter Kirsten Drejer var med til at starte Symphogen i en kælder i Hellerup. Konsekvensen er nu, at væksten i Symphogen peger mod USA – ikke mod denne region.
En anden anonym rapport kom i marts fra den danske regerings vækstteam for life science ”Life science i verdensklasse”. Dansk life science eksporterer årligt for 107 mia. DKK, men et stort vækstpotentiale udnyttes ikke trods mulighed for fordobling i 2025, siger rapporten. Nerven er kapital: Hvis den ikke var så svær at rejse, ville flere små få større volumen før exit i en M&A.
Også ”VækstDanmark 2025” har sat fingeren på det ømme punkt. De få ambitiøse, danske startups lader sig børsnotere i f.eks. Stockholm – eller sælger til udlandet eller til gamle firmaer som Novo A/S, der er værd at nævne: Novo A/S har bl.a. investeret startup med henblik på exit salg på Sjælland hos IO Biotech (cancer), Reapplix (sårheling) og hos AMRA (sundheds-it i Linköping.) Hertil har Novo Ventures haft investeringer i 120 selskaber og succesfulde exits i over 30. Det har gjort Novo større – og givet færre selvstændige startup-virksomheder.
Hvad gør vi? Vi behøver en mental ændring i vækstkulturen, men resten handler om rammerne: Dvs. lettere adgang til kapital, stærkere samarbejde med universiteterne og ikke mindst i Danmark lempeligere skattelove.
Indtil da vil magten fortsat koncentreres hos de store fisk, mens de små fisk ædes.