Malmøfirmaet Beijer Electronics agter at øge sin fokusering på opkøb det kommende halve år. Det forklarede adm. dir. Göran Sigfridsson i forbindelse med et presse- og analytikermøde i Stockholm i fredags.
I de kommende tre år vil Beijer Electronics øge sin markedsandel som leverandør af automatikprodukter i Norden fra 15 til 20 procent. Det skal blandt andet ske gennem opkøb af en distributør eller et agentur i Danmark, hvor firmaet ikke har nogen egen virksomhed. I dag er der nordiske datterselskaber i Norge og Finland. Alt salg i Danmark af Beijer Electronics operatørterminaler sker via Mitsubishi Electric.
— Et opkøb i Danmark ville passe os godt, men der er lang vej at gå. Vi har en liste med mulige emner, som vi har udarbejdet det sidste halve år. Det drejer sig om virksomheder, der har en etableret kundekreds, altså om at købe kundekontakter. Nogle virksomheder har vi allerede strøget fra listen, forklarer Göran Sigfridsson til Rapidus.
— Timingen er god, og prismæssigt er det muligt at finde virksomheder på det rigtige niveau.
Beijer Electronics omsætning det første halvår i år steg med 20 procent til 230 millioner svenske kroner sammenlignet med samme periode sidste år. Driftsresultatet voksede med 18 procent til 24,4 millioner.