Endnu et Malmøprojekt er faldet til jorden på grund af samarbejdsvanskeligheder og dårlig økonomi. Andra Varvet, teknikparken som skulle vokse frem omkring det kraftfulde Sigma, nåede kun til kravlestadiet, før Malmø by trak snuden til sig og fastfrøs samarbejdet med Wihlborgs i projektet. Nu er det tid til at evaluere, lød beskeden i marts.
Men som Rapidus kunne berette i onsdags, har Dockan Exploaterings AB nu taget initiativ til at udvikle det temmelig nye væksthuskoncept. Sigma er blevet til tre børsnoterede selskaber, har fyldt et helt nyt hus på området, Orange har valgt Kockums gamle ubådshal til skandinavisk hovedsæde, og snart åbner der et mediegymnasium. Boliger projekteres, ud over hvad der allerede har været udstillet på Bo01. Den højere læreanstalt er på plads.
Og i nærområdet er der et tæt netværk af IT-firmaer og beslægtede virksomheder.
Kort sagt: Forudsætningerne for et erhvervslivets Mekka i Malmø kan næppe blive bedre. Det er kun konjunkturerne som driller.
En arbejdsgruppe ledet af Teknopols Eva Engquist i Lund (!) undersøger nu på Malmøs vegne byens fremtidige politik omkring teknik- og forskerparkkonceptet. Vi må åbenbart vente et par måneder på resultatet, før beslutningstagerne kan tage stilling til spørgsmålet, men dette er hvad Rapidus håber, at gruppen kommer frem til, og sandsynligvis også hvad dens arbejde rent faktisk vil føre til:
1. En koordineret indsats for Medeon og området Västra Hamnen (Tredje varvet?), hvor byen satser reelt på både støtte til og markedsføring af projektet.
2. Et kreativt og konkret samarbejde med Ideon og Teknopol i Lund, så i det mindste den skånske del af Øresund kan blive præget af regional, og ikke kommunal, tankegang. Eva Engquists blotte tilstedeværelse i gruppen borger vel for ambitioner i denne retning, eller hvad?
3. Et lige så kreativt samarbejde med de store elefanter på det gamle Kockumsområde, altså Dockan, Sigma, Orange med flere, så der kan opbygges effektive netværk. Fidusen ved teknik- og forskerparker er, ikke mindst, et kraftigt flow af ideer.
Symbolikken er heller ikke at foragte. To nye, kraftfulde teknik- og forskningscentre på hver sin side af vandet, et i Ørestaden i København, og et i Västra Hamnen i Malmø, med kun Sundet imellem.
Men det haster; både København og Malmø ligger langt efter superligaens tophold.