Malmøs nye teknikpark Andra Varvet i Vesthavnen tager et halvt års pause. Bag beslutningen står ejerne af Andra Varvet: Malmø By og ejendomsselskabet Wihlborgs.
— Malmø har en klokkeren situation med alle forudsætninger, men lige nu ved ingen, hvordan det vil gå. Teknikparkens fremtid står på spil, siger adm. dir. Peter Wulff, som samtidig må forlade stillingen, eftersom hans tidsbegrænsede kontrakt er udløbet og ikke vil blive fornyet.
Forklaringen på at aktiviteterne er standset er, at teknikparken har været drevet som et treårigt projekt, hvor ejerne hver har indskudt tre millioner kroner. Perioden udløb ved månedsskiftet februar/marts, og nu skal projektet vurderes, inden der træffes nogle beslutninger om at indskyde yderligere kapital.
At lade projektet leve videre som hidtil var ikke noget alternativ for ejerne, og en eventuel fortsættelse forudsætter en ny handlingsplan og en ny ledelse. Ifølge bestyrelsens formand Bengt Madsen, som også er næstformand i Wihlborgs bestyrelse, leder man efter en person, som kan drive teknikparken videre med iværksætterånd.
Bag beslutningen ligger også en utilfredshed med, hvad der hidtil er opnået.
— Når vi opsummerer de tre år, så synes vi ikke, at Andra Varvet har haft den udvikling, vi havde håbet på. Vi er nødt til at få en bedre idé om, hvad en teknikpark er, og hvordan den skal fungere for at få succes. Derfor tager vi en pause og smider ikke flere penge i et koncept, som ikke fungerer rigtigt godt, siger Malmø Bys erhvervsdirektør Sven Håkansson.
Samtidig indrømmer han, at et af hovedproblemerne har været, at de tiltænkte lokaler i det nye Sigma-hus forsvandt, da Sigma fyldte hele bygningen på egen hånd. Til efteråret får Andra Varvet adgang til den gamle ubådshal, og så skal undersøgelsen af teknikparkens fremtid være færdig.