Medicinalfirmaet PharmaLundensis i Ideon Bioincubator har videreudviklet sit stof mod lungesygdommen KOL og har nu udviklet et produkt, der klassificeres som kosttilskud. Virksomheden har åbnet sin egen netbutik for at sælge produktet under navnet Kvicksilver Detox.
PharmaLundensis gennemførte i sommer en emission, som efter planen skulle give seks millioner SEK, men som trods forlængelse gav mindre. Nu håber adm. dir. Staffan Skogvall, at salget af kosttilskuddet sammen med en igangværende mindre emission vil kunne finansiere kliniske studier af lægemidlet mod KOL.
— Vi har også haft kontakt til en del virksomheder, som er interesseret i vores teknologi og produkt, men vi er nået frem til, at salg i eget regi giver større indtægtsmuligheder, siger Staffan Skogvall.
Lægemidlet skal indeholde stofferne aktivt kul og elementært jod. I netbutikken sælges en variant, hvor elementært jod er skiftet ud med en anden jodforbindelse.
PharmaLundensis virksomhed er baseret på teorien om, at det aktive kul optager og fjerner kviksølv fra kroppen og på den måde forbedrer funktionen hos en celletype med stor betydning for lungernes funktion. Selskabet har patent på metoden at behandle KOL med jodbehandlet aktivt kul.
Den igangværende emission afsluttes på fredag, og den skal efter planen tilføre virksomheden godt to millioner SEK. PharmaLundensis har tre ansatte og ejes for over 90 procents vedkommende af Staffan Skogvall med familie og selskab. Ny i bestyrelsen er Erik Lunell, klinisk farmakolog med en fortid som forskningschef hos Pharmacia, der i dag leder kontraktforskningsfirmaet Coel i Helsingborg.
Af Lisa Kirsebom