Elegant Media, et softwareudviklingsfirma med en baggrund fra Blekinge tekniska högskola i Ronneby, er det seneste skud på stammen i kuvøsevirksomheden Virtual Business House i Malmø.
Den nye software fra Elegant Media, kaldet Titan, kombinerer på en ny måde lyd og billeder med midi, en vigtig protokol inden for branchen. Processer, som tidligere krævede flere forskellige programmer, kan nu udføres i et enkelt.
Grundlaget for Titan er et nyt operativsystem, BeOS, som siges at være mere stabilt og dermed sikrere end både Windows og MacOS, når det gælder håndtering af store lyd- og billedfiler. Desuden er det lykkedes Elegant Media at skabe en algoritme, som udnytter computerens kapacitet bedre, hvilket øger dens ydeevne.
Kunderne er musik-, film- og multimedieproducenter over hele verden.
Indtil videre findes der kun en prototype af Titan. De første fremvisninger på messer forventes at finde sted om et halvt år. I slutningen af næste år kan et kommercielt produkt være i handlen, men inden da vil firmaet blive nødt til at få tilført ny kapital.
Mens de tre grundlæggere Jesper Svensson, Martin Rudefelt og Richard Kronfält koncentrerer sig om udvikling af software, hjælper Virtual Business House til med markedsføringsforberedelser og kontakter til potentielle samarbejdspartnere, som lydkortproducenter og Be Incorporated, virksomheden der har udviklet BeOS.
Virtual Business House ejer 40 procent af aktierne i Elegant Media og VBHs adm. dir. Sebastian Merlöv ser et stort potentiale i investeringen med tanke på den hurtige udvikling inden for digitale medier.