Det Malmøbaserede firma Trygghetsbolaget, som udvikler trygheds- og sikkerhedsalarmer til bredbåndskunder, vil straks efter årsskiftet gennemføre en nyemission på 20-50 millioner svenske kroner for at finansiere første trin i virksomhedens internationale ekspansion.
Trygghetsbolagets adm. dir. Lars Hansson regner med at kunne udføre de første testinstallationer i enten Norge eller Danmark allerede til foråret for derefter i løbet af efteråret at fortsætte uden for Norden. I første omgang vil man følge samarbejdspartneren Bredbandsbolaget ind på nye markeder i Europa.
I morgen præsenterer Trygghetsbolaget for første gang sine produkter og systemer på en pressekonference i Stockholm. I den første version indgår brand-, indbruds-, overfalds- og tryghedsalarm. Enkel anvendelse og lav pris er vigtige aspekter ved konceptet. Prisen skal ligge betydeligt lavere end hos de etablerede vagtselskaber, og bredbåndskunder i lejlighed er den primære målgruppe.
Ved at samle alarmindstillingerne i forskellige profiler som f.eks. hjemme, på arbejdet eller ferie er det let at skifte mellem forskellige sikkerhedstilstande. Profilerne indstiller man selv via internettet, og derefter kan man via en samtale fra sin mobiltelefon skifte tilstand.
Det er også muligt at vælge, hvor de forskellige alarmer skal gå hen; til ens egen mobiltelefon eller til en alarmcentral. I kraft af at mange alarmer i første omgang går til kundens mobiltelefon, mener Trygghetsbolaget, at antallet af falske alarmer hos vagtselskaberne vil falde, hvilket fører til lavere priser. Man har allerede en aftale med en alarmcentral.
En af deltagerne på morgendagens pressekonference er Framfab-chefen Jonas Birgersson, som selv ejer godt 30 procent af aktierne i Trygghetsbolaget. Desuden ejer Framtidsfabriken via datterselskabet Framfab Innovation godt 20 procent. De tre grundlæggere Christian Merheim, Alexander Lidgren og Andreas Rodman ejer tilsammen godt 30 procent og resten ejes af personalet.
Netop nu gennemføres en nyemission til de eksisterende ejere for at få tilført cirka ti millioner kroner til markedsetableringen i Sverige.