IT-konsulentfirmaet Stickybit i Malmö har netop solgt sit egenudviklede system til licensovervågning til en svensk kunde for seks millioner SEK. Løsningen hjælper kunderne med at holde licensomkostningerne til software nede. Nu skal et nyoprettet markedsføringsselskab bringe produktet ud i Europa og USA i løbet af 2008.
Systemet anvendes til at måle, i hvilken udstrækning dyr, licenspligtig software på forskningsafdelinger i eksempelvis telekom-, medicinal- og forsvarsindustrien rent faktisk anvendes. Selv om antallet af potentielle kunder er få, drejer det sig om store besparelser, hvis virksomhederne kan anvende systemet til at skære ned på deres licensomkostninger, mener Stickybits adm. dir. Fredrick Rybarczyk.
— Forstudier udført af en kunde indikerer, at de kan spare otte-ti procent årligt af et softwarebudget på hundredvis af millioner kroner, siger han.
Det var Fredrick Rybarczyk og kollegaen Filip Körling, der efter en karriere som konsulenter, startede Stickybit 2002. Dengang bestod virksomheden mest af systemadministration til Unix-servere. Parallelt med konsulentvirksomheden har Stickybit siden starten viet godt en fjerdedel af aktiviteterne til egen udvikling. Det er her ideen til licensovervågningssystemet har taget form. I starten af året blev selskabet Stickybit Solutions skilt ud, primært for at få mulighed for at indlemme eksterne investorer.
— Vi har netop nu langt fremskredne drøftelser med en ventureinvestor i København. Vi har brug for nogen udefra for at få kompetence, netværk og økonomiske midler til at kunne vokse hurtigt, siger Fredrick Rybarczyk.
Stickybit havde i 2006 en omsætning på knap 11 millioner SEK, med 1,3 millioner SEK i overskud. I år ventes omsætningen for 2007 at ende på 14-15 millioner.
Af Erik Olausson