Det ser ud til, at børsnoterede Probi i Lund er ved at komme ud af det kommercielle dødvande. I dag meddeler biotekselskabet, at man har indgået en aftale med den amerikanske kosttilskudsgigant Metagenics. Sammen med yderligere et par nyindgåede aftaler styrker det håbet om at opnå overskud i løbet af næste år.
Probis økonomichef og vicedirektør Per-Ola Forsberg oplyser over for Rapidus, at den salgsfremgang på otte til ti millioner svenske kroner, som er nødvendig for at vende resultatet til overskud, forventes at komme i løbet af 2007.
— Vi giver ingen prognoser, men det fremgår klart af de tal, vi har præsenteret, og det ligger i vores finansielle målsætning at få overskud til næste år. De nye aftaler styrker vores egen tro på, at vi når målet, siger Per-Ola Forsberg.
Aftalen med Metagenics beskrives som et gennembrud og indebærer, at Probis mave- og tarmstimulerende bakterie Lp299v lanceres i et kosttilskud i USA i løbet af første halvår 2007. Et datterselskab til Metagenics sælger allerede et tilskud med Ideonselskabets probiotika i Australien og New Zealand.
For to uger siden præsenterede Probi en lignende aftale i Canada, og i sidste uge blev aftalen med mejerigiganten Danone ændret, hvilket indebærer nye muligheder for at sælge bakterien til andre levnedsmiddelvirksomheder.
I løbet af 2005 omsatte Probi for 27,2 millioner svenske kroner og havde et underskud på 8,8 millioner.
Af Kristian Svensson