Øresundsregionen har været en relativt hvid plet på kortet for det børsnoterede IT-konsulentfirma Acando. Nu skal der ændres på det. Adm. dir. Lars Wollung kigger på opkøb i Danmark og oplyser, at Malmöafdelingen skal tredobles de nærmeste år.
Malmöenheden, med godt tyve ansatte, forventes at omsætte for omkring 30 millioner svenske kroner i år. Næste år skal det blive til 60 millioner, og i 2008 cirka 90 millioner. Bemandingen skal vokse i samme takt.
I de oprindelige planer lå en etablering i København, straks efter at Malmöafdelingen havde fordoblet størrelsen fra dagens niveau. Men fordi et par større kunder kræver lokal tilstedeværelse i Danmark inden længe, kan processen nu fremskyndes. Med opkøb.
— Vi har udarbejdet en liste over virksomheder, der ville egne sig godt til opkøb med henblik på opstart i Danmark. En dialog med visse danske selskaber er i gang. Vi ville vinde tid i udviklingen af aktiviteterne ved Øresund, siger Lars Wollung, som mener, at virksomheder med 50 til 100 ansatte og en omsætning mellem 50 og 100 millioner kroner er interessante objekter.
Acando har i alt over 1.100 ansatte i otte lande og omsatte i løbet af årets første ni måneder for 777 millioner svenske kroner. Blandt kunderne er Gambro, Fritidsresor og SCA.
Af Kristian Svensson