Arbejdsgiverforeningen Dansk Industri (DI) har evalueret den hidtil største danske jobavis i Sydsverige, der kom i 155.000 eksemplarer, og er så tilfreds med responsen, at DI nu overvejer enten en ny jobavis – eller en jobmesse i Sydsverige om danske jobs især blandt ingeniører, it-folk, finansielle konsulenter m.fl.
Jobavisen blev omdelt 24. september, og udover jobannoncer fra 10 større virksomheder i Københavns-området, så beskrev avisen arbejdsforhold i Danmark, og havde interviews med nogle af de over 10.000 svenskere med arbejde i Danmark.
Konsulent Kåre Kristiansen fra DI beretter om den nye evaluering af avisen, at 2/3 af de deltagende virksomheder fik mere trafik på hjemmesiderne – foruden flere svenske ansøgere til stillingerne. Virksomheden Radiometer oprettede også en speciel mailadresse til en svensk ansat, som kunne fortælle om arbejdsforholdene. Den mailadresse har 15 svenskere brugt.
10 store virksomheder annoncerede i avisen, mens DI stod for projektledelsen.
— Resultatet er meget tilfredsstillende. Vi har også fået flot mediedækning af udgivelsen, og interessen for avisen var overvældende i Malmø, beretter Kåre Kristiansen.
Mens arbejdskraftmanglen er massiv i Hovedstadsområdet, er der over 30.000 arbejdsløse i Skåne Län og 10.000 alene i Malmö kommune. Derfor holder også den danske ingeniørforening samt jurist- og økonomforbundet, DJØF, i samarbejde de svenske søsterorganisationer Civilingenjörsförbundet og Jusek en mindre jobhvervning 23. oktober i Börshuset i Malmö. 10 danske virksomheder, der vil ansætte ingeniører, it-specialister eller økonomer får et bord i foyer’en, og DI opfordrer også her deres medlemsvirksomheder til at deltage.