Vækstfonden i Danmark har for første gang rekrutteret svenskere som såkaldte venture partners; Christer Fåhraeus og CellaVisions adm. dir. Yvonne Mårtensson. En venture partner investerer ikke penge i fonden, men fungerer som rådgiver. Fåhraeus og Mårtensson deltager i strategiarbejdet omkring porteføljeselskaberne og kan komme til at sidde i selskabernes bestyrelser.
Valget af venture partners er en del af Vækstfondens forberedelser til to nye fonde, en for life science og en for højteknologi. Anskaffelsen af privat kapital foregår netop nu. At personer med et netværk i Skåne knyttes til fonden er et tydeligt skridt hen imod fremtidige investeringer i Sydsverige. Det øger mulighederne for at rejse penge lokalt og finde gode sydsvenske projekter at investere i.
Fåhraeus skal arbejde inden for fondens teknologiafdeling, mens Mårtensson knyttes til life science-området.
— Vi ville gerne have folk med bred kompetence, som var virksomme i interessante selskaber og med god forankring i Sydsverige. Yvonne opfylder alle de kriterier, og det er en stor glæde for os at få hende med i teamet, siger Vækstfondens life science-ansvarlige Peter Benson, som tidligere har siddet i CellaVisions bestyrelse.
Vækstfonden har også en ny venture partner i Schweiz og en i Californien, hvor man også har åbnet kontor.