IP-telefonselskabet LIP i Lund har fået sin første kunde. Det er et amerikansk telekomfirma, som har indgået aftale med LIP om at udvikle en ny trådløs IP-telefon. Prototyper skal sendes i begyndelsen af næste år, og i løbet af andet kvartal skal en større mængde telefoner leveres til USA.
Modellen skal kunne håndtere to typer IP-telefoni, dels WiFi som er standard for LIP, og dels en teknik som er unik for kunden. Begge dele indebærer, at telefonen selv kobler sig op på nettet uden en ekstern computer, og i praksis går brugeren rundt med et apparat på størrelse med en almindelig mobiltelefon i hånden.
Den amerikanske købers navn er hemmeligt, fordi denne er i gang med en børsnotering, oplyser LIP’s adm. dir. Lena Wittbjer. Det handler imidlertid om en aktør, som både har systemer og telefoner i sortimentet.
— Ordren giver os visse indtægter allerede i år, men hovedparten af aftalen falder ind under næste år. Det bliver et godt grundlag for selskabet videre drift, siger Lena Wittbjer.
LIP står for Lund IP Products og ejes for knap halvdelens vedkommende af produktudviklingsselskabet Lundinova. Tidligere i år modtog LIP godt fem millioner svenske kroner fra en række privatpersoner.
— Vi håber på flere og større aftaler med kunden, men ordren bliver også en reference for andre kunder, som vi vil indgå aftale med, siger Lena Wittbjer, der tidligere har været adm. dir. for børsnoterede Aspiro.
Allerede om nogle uger sender LIP prototyper ud af deres egen trådløse IP-telefon til mulige distributionspartnere i Europa og USA. Prototyperne fremstilles sandsynligvis i Sverige, mens serieproduktionen skal foregå hos en leverandør i Asien.
Mellem ti og femten personer arbejder hos LIP, hovedparten er konsulenter hos Lundinova.