Designkonkurrencen om Hyllie Centrums stations- og torvehus er afgjort. Det bliver det danske arkitektbureau C.F. Møller, der får opgaven. Sammen med bygherren Annehem i Malmö skal bureauet nu finpudse forslaget, som indebærer et højhus på 180 meter.
Fire arkitektfirmaer indsendte i foråret deres forslag til, hvordan Malmös nye bydel Hyllievång skal se ud. Det handlede om boligejendomme og en stationsbygning til Citytunnelen.
— Vi har udpeget en vinder i konkurrencen og begynder nu at samarbejde med C.F. Møller for at gennemgå detaljerne. Husene kommer ikke til at se ud præcis som i forslaget, men dets ånd er bevaret, siger Peter Strand, adm. dir. hos Annehem.
Forslaget Malmö Tower er et 180 meter højt hus med 232 lejligheder. I stueetagen og i det tilstødende stationshus er der forretningslokaler og plads til blandt andet toldmyndighederne. Tårnet kan beskrives som en blanding af Turning Torso og glassøjlen på Sergels Torg i Stockholm.
Arbejdet med detaljeplanen forventes at starte til vinter. Sommeren 2008 skal byggeriet gå i gang, og omkring årsskiftet 2010/2011 skal det stå færdigt.
C.F. Møller har hovedkontor i Århus og er repræsenteret i København, Vejle, Ålborg, Oslo og London. Nu åbner man eventuelt et kontor i Sverige også.
— At vi har fået opgaven, er en kæmpesucces. En stor opgave i Sverige cementerer vores strategi om at arbejde i hele Norden. På et eller andet tidspunkt vil vi etablere os i Sverige, men først skal vi have denne opgave på skinner, siger den ansvarlige arkitekt Lone Wiggers, som også er medejer i C.F. Møller.