Det går trægt med den udenlandske satsning for IT-selskabet Provisio i Lund. En agent i Danmark og en samarbejdspartner i Norge har endnu ikke solgt virksomhedens system til planlægning af operationer på hospitaler. Nu får man hjælp af Sveriges Handelskontor til at forberede næste udenlandske satsning, og til efteråret rykker Provisio ind i et nyt land.
— Det er gået ganske trægt. I Danmark har vi fundet sygehuse, som er interesserede, men de har ikke kunnet finde penge i budgettet. Det kan delvist skyldes den danske strukturreform, siger adm. dir. Sverre Ström-Olsen.
Sveriges Handelskontor nævner i en rapport England, Tyskland, Holland og Frankrig som egnede markeder for Provisio. Selskabet vil muligvis investere i op til tre af landene.
— Det er ikke sikkert, at hverken Danmark eller Norge er det rigtige. Der kan være andre lande, hvor det er lettere at starte op, siger Sverre Ström-Olsen.
I løbet af sommeren træffer man beslutning om, hvor satsningen skal foretages.
— Vi vil ansætte eksportsælgere, som målrettet arbejder med et enkelt land. Når vi har fået kunder, rekrutterer vi sikkert nogle lokale medarbejdere i landet, siger Per Wargéus, adm. dir. for Provisios moderselskab INXL.
Provisios operationsplanlægningssystem anvendes i dag på en fjerdedel af alle opererende sygehuse i Sverige. Selskabet, som også har et IT-system til opfølgning på og dokumentation af tilstanden hos bedøvede patienter, omsatte for syv millioner svenske kroner i 2005.
Hele INXL-koncernen, som for hovedpartens vedkommende ejes af Per Wargéus og Fredrik Ljungbeck, solgte for 35 millioner svenske kroner i samme periode. I alt arbejder 45 personer i gruppen, hvor datterselskaberne Provisio, Avinova, Gibcom og Qulminera indgår.