Serie-værksætteren Christer Fåhraeus har igennem det seneste år opbygget en kuvøselignende virksomhed i det nordlige Lund, et stenkast fra Ideonområdet. I et af Gambros gamle lokaler har han skabt virksomhedshotellet Futurum, hvor blandt andet hans to seneste innovationsselskaber Agellis og børsaktuelle Respiratorius holder til.
Agellis udvikler en radarteknik, som i dag sælges til metalindustrien for at måle niveauer i smelteovne. Respiratorius forsker i lægemidler mod svær astma og lungesygdommen KOL og planlægger en notering på NGM-listen i forbindelse med en nyemission senere på foråret.
I alt er der fire selskaber i Futurum, endnu et flytter ind om en måned, og den sidste plads slutforhandles lige nu med et lokalt teknikfirma – verdensledende inden for sin niche, ifølge Christer Fåhraeus.
Ejendommen blev købt af Fåhraeus og virksomhedsejeren Fredrik Persson fra lund i starten af 2005. Det var ejendomsselskabet Briggen, der solgte huset for cirka tretten millioner svenske kroner, og de nye ejere har siden da brugt yderligere ti millioner på renovering.
I september rykkede Agellis ind som første lejer. Respiratorius, bildelsfirmaet Meca og bilforhandleren Autoprestanda, der blandt andet sælger Ferrari og Porsche, fulgte efter. Om nogle uger tager VVSCirkeln plads i det 4.800 kvadratmeter store hus.
– Det er alt fra højteknologi og bioteknik til butikker. Det bliver en interessant blanding af forskelligheder, som er spændende. Det er så kedeligt med monokultur, siger Christer Fåhraeus til Rapidus.
Det er endnu hemmeligt, hvilket selskab det er, som kan få den sidste plads. Christer Fåhraeus mener i hvert fald, at Futurum vil være fuldt besat til sommer. I opbygningsfasen har det været ambitionen at blande forskellige virksomheder for at sikre et kreativt miljø.
– Kuvøsevirksomhed lyder så prætentiøst. Det her er et supplement til andre udlejningsmuligheder i Lund, og det ligger tæt på Ideonområdet.