Det danske udviklingshus i-Seven, der udvikler standardprodukter til IBMs platforme
Lotus Notes/Domino og WebSphere/Workplace, har siden september 2005 haft så stor succes med deres nye datterselskab i Malmø, i-Seven AB, at selskabet allerede nu forbereder et nyt kontor i Stockholm.
— Vi har hele tiden ønsket at dække Skandinavien, men vi troede det ville være hårdere at starte op i Malmø end det i virkeligheden var. Det giver blod på tanden til allerede nu at gå videre i Stockholm, fortæller salgsdirektør Folke Ørsted fra i-Sevens hovedkontor i Herlev ved København.
I dag har firmaet 15 ansat i Herlev og 5 i Malmø, og i Malmø skal staben udvides til omkring 10 i år. I 2005 omsatte i-Seven i Danmark for 15,5 millioner danske kroner, og i sidste kvartal af 2005 omsatte datterselskabet i Malmø for godt 450.000 danske kroner om måneden.
Forberedelserne til ekspansionen i Stockholm er gået i gang nu idet i-Seven leder efter lokale partnere i Stockholm-området. Dermed skal konceptet virke ligesom i Sydsverige, hvor i-Seven allerede har en lokal partner med den mellemstore it-leverandør, AddPro, der har hovedkontor i Malmø og tre afdelinger i Sydsverige.
De tætte kontakter til IBM i Stockholm-området er etableret.
— Vi forventer at åbne det nye kontor i Stockholm senest inden for et år eller to. Det tog halvandet år at forberede åbningen i Malmø, men nu kan vi måske gøre det hurtigere i Stockholm, siger Folke Ørsted.
Etableringen af det svenske datterselskab skete først og fremmest for at levere lokal, svensksproget support til i-Sevens kunder og forhandlere i Sverige, mens produkterne fortsat også sælges gennem lokale partnere.