Position Skånes adm. dir. Semmy Rülf bliver ny bestyrelsesformand for PR- og kommunikationsselskabet Wirtén Media. Bureauet har seks ansatte i Lund og Malmö og omsatte for omkring seks millioner svenske kroner i 2005.
— Semmy har et stort netværk, primært inden for medicoteknik og IT. Det har tidligere været en hvid plet på vores kort, men det er jo et stort område i Skåne. Han ved, hvordan man bringer mindre selskaber fremad, og vi har ambitioner om at blive en af Skånes store aktører inden for PR, siger adm. dir. Lars Wirtén.
Semmy Rülf har tidligere været adm. dir. for medicoteknikselskabet ProstaLund og IT-firmaet Axis. Han har i seks år været bestyrelsesformand for ventureselskabet TeknoSeed i Lund. Derudover sidder Rülf også i bestyrelsen for en række Malmö- og Lundfirmaer. Posten som adm. dir. for markedsføringsselskabet Position Skåne forlader han ved udgangen af marts.
— Nu skal jeg tilbage og arbejde via mit eget konsulentfirma med bestyrelsesopgaver og rådgivning. Det her er det første skridt, siger Semmy Rülf.
Blandt Wirtén Medias kunder er Banverket, Malmö Stad og krydderivirksomheden Culinar i Fjälkinge. Bureauet ejes af Lars Wirtén og Staffan Solding, som også arbejder i firmaet. Bestyrelsen bestod tidligere af de to ejere.