IT-selskabet Tactel i Malmö har sammen med Ericsson udviklet et stykke software, der kan vise TV på mobiltelefoner. Produktet er for nylig sendt til testning hos den schweiziske mobiloperatør Sunrise, og på hjemmebane nyansætter Tactel med henblik på et kommende gennembrud.
— Der bliver tale om en del nyansættelser, allerede nu fylder vi på. Jeg vil gætte på, at der bliver mellem fem og ti stillinger knyttet til produktet, under forudsætning af at der kommer nye ordrer, siger adm. dir. Per Henriksson.
I dag sidder omkring 70 af Tactels i alt 130 ansatte i Malmö. Selskabet regner med at omsætte for 95 millioner SEK i indeværende regnskabsår, som slutter i april. Sidste år lå salget på 60 millioner.
Softwaren, som hedder Frost, er den eneste TV-klient der fungerer sammen med Ericssons telefonnetservere. En bruger kan zappe mellem TV-programmer fra hele verden via eksisterende net, eksempelvis 3G. Per Henriksson vurderer, at op til 20 procent af verdens mobiltelefonbrugere, cirka 200 millioner personer, kunne tænke sig at se TV på telefonen.
— Vi kommer ud på markedet sammen med Ericsson. I dag understøtter en række mobiltelefoner allerede vores software. Hvis det her bliver et gennembrud, får det utrolig stor betydning for Tactel, siger Henriksson.
Virksomheden har allerede et program til at udføre sikkerhedskopiering af mobiltelefonens adressebog og kalender på en netserver. Firmaet blev startet i 1999 og ejes af Per Henriksson, Marcus Ivarsson og Tomas Siedler.