Udviklingskonsulenterne i skånske Glaze øgede aktiviteterne kraftigt det seneste år. Koncernens omsætning steg i 2004 med næsten 60 procent til 17,5 millioner svenske kroner. Antallet af medarbejdere vokser også og er nu oppe på 28 personer. Efter nytår er syv personer blevet ansat, fire i Danmark og tre i Malmö. Glaze har givet overskud siden starten, men de seneste to år er resultatet blevet holdt nede af investeringer i ekspansion i Øresundsregionen.
Glaze startede for fem år siden i Malmö og har specialiseret sig i udvikling af intelligente produkter, som indeholder både elektronik og software. Selskabet er med i hele udviklingskæden og har nu også kontorer i Stockholm, København og Aalborg. Det danske marked udgør en vigtig del af selskabets aktiviteter, og blandt de seneste nyheder på kundesiden er høreapparatproducenten Oticon A/S, hvor Glaze arbejder med produktudvikling.
— Vi har fra starten af troet på en stærk udvikling i Øresundsregionen, og nu har vi den. Eftersom vi er repræsenteret på begge sider af Sundet, kan vi udnytte de synergieffekter der opstår, siger Patrick Buschow, ansvarlig for Malmökontoret.
Blandt øvrige kunder bemærker man Texas Instruments Denmark, Obducat, Precise Biometrics og Exensor Technology.