Navigeringsfirmaet Wayfinder i Lund har indgået otte nye aftaler med forskellige telefonproducenter og operatører, som vil blive offentliggjort fremover, heraf flere i løbet af oktober. Den samlede værdi af aftalerne beregnes til 200-300 millioner svenske kroner, afslører adm. dir. Magnus Nilsson.
— En aftale i Spanien, som fik en kort omtale i medierne tidligere, er blandt de otte. To af de otte kontrakter, som både er lokale og globale, skiller sig ud hvad angår størrelsen. Derudover kan jeg ikke røbe nogle detaljer, eftersom vore aftalepartnere ikke er helt klar til at frigive nyhederne, siger han.
Wayfinder sælger et stykke software med positionerings- og navigeringstjenester til mobiltelefoner. Ved hjælp af en tilsluttet GPS-enhed vises der på skærmen et kort med den nøjagtige position og ruten frem til en angivet adresse. Det er også muligt at få rutevejledning via en stemmefunktion, der fortæller hvilken vej man skal køre. Mobiltelefonen skal på denne måde erstatte GPS-navigatorer i biler og forskellige håndcomputere. Fordelene ved Wayfinders løsning er, at kortene løbende opdateres, og at tjenesten også kan anvendes, hvis man er nødt til at forlade bilen og gå det sidste stykke.
For nylig præsenterede Wayfinder et samarbejde med Nokia, hvor softwaren skal sælges sammen med den nye Nokia 6670. Og der kommer flere nyheder inden længe, ifølge Magnus Nilsson.
— Vores produkt er med i ti forskellige telefoner, der lanceres inden for en måned. Halvdelen er Nokia-telefoner, resten er mobiler fra Sony Ericsson og Siemens.
På længere sigt har selskabet planer om en børsnotering.
— Der er afgjort tanker i den retning. Vi forbereder os på at kunne sprede ejerskabet, men før en notering bliver aktuel, skal vi først blive store nok, siger Magnus Nilsson.