Det lille svensk-danske forskningsfirma Gastrotech Pharma i København har indledt et samarbejde med medicinalgiganten Eli Lilly. Gastrotech udvikler hormonbaserede lægemidler, der virker i mave-tarmkanalen, og samarbejdet vedrører Eli Lillys patenterede peptider mod mavesygdommene colon irritabile og funktionel dyspepsi.
Gastrotech Pharma overtager de kliniske fase II-studier af en af peptiderne mod colon irritabile, som testes fem steder i Sverige og Danmark. Eli Lilly har ansvaret for en mulig kommercialisering, mens Gastrotech får milestone-betalinger og royalties.
— At få lov til at samarbejde med Eli Lilly er en virkelig anerkendelse. Det her bliver et væsentligt tilskud til vores projektportefølje, og vi vil meget snart ansatte yderligere nogle personer til at håndtere det, siger Gastrotech Pharmas adm. dir. Claes Post.
I dag har virksomheden to ansatte, men regner med ved årets udgang at være oppe på seks personer.
Gastrotech selv arbejder frem for alt med peptidhormonet ghrelin, som forhøjer indholdet af væksthormoner i blodet og øger appetitten. Blandt dem der kan behøve et appetitforøgende lægemiddel er cancerpatienter, patienter der har fået bortopereret mavesækken, samt dem der lider af svære sygdomme som KOL, hjertesvigt og alvorlige autoimmune sygdomme. Selskabets første stof befinder sig i kliniske fase I-afprøvninger, og i løbet af andet kvartal i år planlægges fase II-studier. Inden 30. juni regner Claes Post med at få tilført ny kapital for at finansiere yderligere studier.
Gastrotech Pharma blev stiftet i 2003 af forskere fra Sahlgrenska Akademin ved Göteborgs universitet, holdingselskabet Sahltech og det danske ventureselskab Nordic Biotech. Nordic Biotech investerede sidste efterår et ikke-offentliggjort beløb, og Claes Post, venture partner i Nordic Biotech, blev chef for selskabet.