Kort sagt: Region Skåne skal spare mindst 70 millioner på en ny IT-organisation, enten gennem outsourcing af IT-driften eller gennem en mere effektiv intern løsning.
Set fra skatteydernes perspektiv er det et prisværdigt initiativ, men interne informationsbrister, prestige og blokpolitik risikerer nu at sætte hele projektet over styr.
Både vælgerne og de IT-virksomheder, der har budt på at overtage driften, fortjener et mere modent politisk lederskab.
Af Thomas Frostberg
Region Skånes IT-omkostninger ligger årligt på 800 millioner svenske kroner, måske endnu mere. Godt 700 millioner er omkostninger til forvaltning, drift og support, og det er om disse penge der nu er opstået politisk uenighed i regionsledelsen.
IT-direktør Ulf Enckell håber at kunne spare mindst ti procent ved enten at lægge arbejdet ud til et eksternt firma eller tvinge den interne IT-funktion med 350 ansatte til bedre koordinering. I øjeblikket har Region Skåne for eksempel 7-8 forskellige journalsystemer, som ikke hænger sammen, hvilket giver både højere omkostninger og dårligere pleje end med et fælles system.
En lang række virksomheder meldte deres interesse i første omgang. Regionen er derefter gået videre med en håndfuld af dem og har bedt om detaljerede tilbud. Budene skal indebære en omkostningsbesparelse på mindst ti procent, ellers har de ingen interesse. Parallelt hermed foregår arbejdet inden for Region Skåne med at gennemgå organisationen, for at undersøge om en koordinering af de interne IT-aktiviteter kan konkurrere med de eksterne tilbud. Uanset hvilken model der vælges, skal der skabes en strategisk bestillingsfunktion for IT-ydelser i regionen.
Licitationen gennemføres som en såkaldt forhandlet licitation, og der ventes først en beslutning i starten af februar. Eftersom al dokumentation er fortrolig under processen, er det ikke muligt at vurdere, om Region Skåne har fulgt alle lovens regler, men nogle af de virksomheder, som er blevet sorteret fra, er åbenlyst utilfredse og hævder nu, at der er begået fejl.
Én fejl har man i hvert fald med sikkerhed begået: Der er ikke truffet nogen politisk beslutning om at gennemføre en licitation, hvilket havde været rimeligt med tanke på aftalens omfang. Partierne mener ikke, de har fået ordentlig information, da arbejdet blev iværksat, men har måttet høre om licitationen ad omveje blandt andet fra de vragede selskaber.
I går nedsatte regionbestyrelsen derfor en politisk styregruppe, som skal overvåge det fortsatte arbejde. Men to af de fem pladser i gruppen vil stå tomme, eftersom de borgerlige partier tog forbehold mod beslutningen og boykotter styregruppens arbejde. Motivet til at afstå fra indblik i licitationen er – mirabile dictu – den tidligere mangel på indblik!
Regionbestyrelsens anden viceformand, Jerker Swanstein fra Moderaterne, kalder udnævnelsen af styregruppen et spil for galleriet i en sag, som han mener er gået skævt lige fra starten på grund af socialdemokratisk magtberuselse efter valgsejren. Han er egentlig positiv over for en outsourcingløsning, men vil ikke sidde som gidsel eller marionet i styregruppen, eftersom han er sikker på at venstrefløjen allerede har bestemt sig for at vælge den interne løsning.
Det er nu det begynder at blive alvorligt. De regionale politikere er valgt for at udføre en opgave, og de er ansvarlige over for vælgerne for at jobbet bliver ordentligt udført. Den oprindelige informationsbrist er ingen undskyldning for ikke at deltage i arbejdet, når lejligheden nu byder sig. Den der afstår fra muligheden for indblik og indflydelse, har automatisk opgivet sit politiske hverv og bør overveje sit fortsatte engagement af hensyn til vælgerne.
Mindst 70 millioner af skatteydernes penge står årligt på spil, penge som ville kunne anvendes til bedre pleje. IT-drift er ikke et kerneområde for Region Skåne, og kan man ikke påvise, at den interne løsning er billigst, bør opgaven lægges ud til det firma, som har det mest konkurrencedygtige tilbud. At valget står mellem de største nordiske IT-koncerner og er par globale spillere gør beslutningen mindre risikabel, både for regionen og for personalet, som er garanteret at indgå i aftalen.
Lad ikke politisk prestige blokere for en god mulighed!