Konsulentfirmaet Medicon A/S, eksperter på kliniske afprøvninger, udvider aktiviteterne og opbygger sin egen testklinik for klinisk farmakologi i gåafstand fra Rigshospitalet.
Klinikken vil få 20 sengepladser og skal anvendes både til kortere og længere studier, frem for alt under fase I. På godt 900 kvadratmeter findes endvidere badeværelser, opholdsstuer, undersøgelsesrum, laboratorium og en administrationsdel.
Baggrunden for projektet er nye EU-direktiver som til foråret skaber ensartede regler for gennemførelse af fase I-studier. Hidtil har det været mere fordelagtigt at forlægge studierne til eksempelvis England eller Holland, men nu regner Medicon med at kunne tiltrække danske virksomheders fase I-projekter som tidligere er gået til udlandet. Endvidere håber man at tidlige kontakter til kunderne skal føre til flere opgaver inden for fase II og III, hvor Medicon allerede har kernekompetence.
Chef for den nye enhed bliver lægen Poul Martin Haarh, som har arbejdet på Medicon det seneste år med at forberede fase I-projektet. De første medarbejdere rekrutteres i øjeblikket, og aktiviteterne ventes at starte op efter nytår. Indledningsvist skal klinikken, som bliver en selvstændig enhed inden for Medicon, have en fast stab på fem personer. Desuden skal Medicons nuværende medarbejdere anvendes og plejepersonale ansættes på projektbasis.
Medicon er ikke alene om at satse på fase I-studier i Danmark. På Hvidovre hospital opbygger PhaseOne Trials A/S netop nu deres virksomhed. Rapidus har tidligere også fortalt om Biotech Partnership, en alliance af kontraktsforskningsfirmaer som skal dække hele udviklingskæden fra molekyle til færdigt lægemiddel.
— Vi ser et meget stort potentiale, og ved at behovet alene blandt danske virksomheder er stort. I dag gennemføres mindst 50 studier om året i udlandet, og vi håber at få mulighed for at gennemføre en del af disse, siger Poul Martin Haahr.