Teknikkonsulentfirmaet Glaze AB i Malmö åbner nu også kontor i Ålborg.
— Vi ser gode muligheder for os i Danmark. Mange udenlandske telekomvirksomheder etablerer sig i Jylland, siger adm. dir. Lars Israelsson.
Siden april har Glaze haft kontor i København, hvorfra virksomhedens chef for Danmark Michael Carl opererer. Kontoret i Ålborg får i starten én konsulent, og Lars Israelsson regner med at ansætte flere efter nytår.
I Ålborg skal man først og fremmest arbejde med softwareudvikling og har allerede en ny, vigtig kunde. BLIP Systems A/S (tidligere Ericsson Bluetooth Networks). Glaze’s opgave er at udvikle en løsning til ved hjælp af bluetooth at koble Sony Ericssons kombinerede telefon og håndcomputer P800 op mod virksomheders lokale netværk.
Lars Israelsson vurderer at de danske afdelinger allerede i år når en omsætning på en million kroner.
Glaze har 17 ansatte. Omsætningen forventes i år at blive 11-12 millioner svenske kroner mod ni millioner sidste år. Virksomheden har givet overskud siden starten i år 2000. Overskuddet forventes i år at blive på et par hundredtusinde kroner.