Kort sagt: Forslaget om slå informationstjenesten Øresunddirekt sammen med markedsføringsselskabet Øresund Network er helt rigtig, men ikke tilstrækkelig. Øresundsregionens største problem er ikke mangel på ressourcer for informationsarbejde, men at opgaverne i dag er spredt på for mange hænder. Der behøves en samlet organisation under stærk ledelse – en Øresundsombudsmand.
Af Thomas Frostberg og Keld Broksø
På mandag samles tjenestemænd fra de danske ministerier for at diskutere Øresundsintegration og registrere, hvor langt de er kommet. Øresundsspørgsmål går nemlig på tværs af de traditionelle opdelinger af ministerier, og det gør det svært for offentligheden at orientere sig og kræve politisk ansvar.
Et godt eksempel på ansvarsspredningens skadevirkninger kan man hente i det pendlercenter, som det danske skatteministerium er ved at få etableret – formentlig i Københavns Kommunes regi. Det er en god tanke, at alle danske pendlere med skatteproblemer kan henvende sig der, men erhvervslivet undrer sig over, at man ikke skaber en sammenhængende politik og service.
Eksempelvis hos Ferring, som har mange pendlere ansat på hver side af sundet.
Ferrings administrerende direktør, Ole Kjerulf-Jensen, har netop skrevet til blandt andet skatte-, beskæftigelses- og socialministeren og spurgt, hvorfor man ikke skaber ét center, som udover skat også tager sig af spørgsmål og service indenfor social- og arbejdsmarkedsområdet.
Ole Kjerulf-Jensen oplyser, at eneste reaktion indtil nu har været pæne svarbreve om, at indsigelsen er modtaget og er taget til efterretning til de videre drøftelser.
Fra Rapidus side må vi støtte Ferring i, at det er ikke godt nok.
Situationen er lige så speget, spredt og forvirrende i Sverige. I den svenske Rigsdag fik Berit Andnor, nordisk samarbejdsminister med ansvar for Øresundsspørgsmål, i løbet af ugen et spørgsmål om taksterne på Øresundsbron. Men spørgsmålet blev besvaret af en anden minister, Infrastrukturminister Ulrica Messing, eftersom broer og veje er hendes ansvar.
Andnor overtog Øresundsspørgsmålene fra Leif Pagrotsky, da han blev erhvervsminister, men han er stadig involveret i visse Øresundsspørgsmål, blandt andet handel og EU’s Indre Marked.
Næsten lige så forvirrende er billedet, når det kommer til rækken af markedsføringsorganisationer, som har svært ved at komme igennem med Øresundsbudskaberne.
Sammenlægningen af Øresund Network og telefon- og webservicen hos Øresunddirekt er drevet af sparekrav fra regeringerne, men det burde være sket tidligere af offensive årsager. Der er ingen grund til at sende penge for mange steder hen. I stedet er det tid at skabe en one-stop-shop for Øresundsspørgsmål, som mange har talt om, men som ingen hidtil har kunnet skabe.
Det ville ellers være en lettelse for borgere, som søger svar om skatter og socialforsikringer for pendlere, såvel for virksomheder, der vil ansætte personale fra den anden side af sundet eller etablere datterselskaber på tværs af Øresund. Det er indlysende, at informationskontoret Øresunddirekt ved Stortorget i Malmø bør integreres i en sammenlagt organisation såvel som det kommende pendlercenter i Danmark.
Men endnu bredere spørgsmål omkring Øresundssamarbejdet, markedsføring og opinionsdannelse bør indgå i det knudepunkt. Den tiårs jubilerende Øresundskomite er yderligere en naturlig part i en ny paraplyorganisation. En samlet organisation skal også tage sig af kontakter med andre aktører, som forsøger at markedsføre dele af Øresundsregionen: Copenhagen Capacity, Position Skåne, Medicon Valley Academy, Øresund IT Academy, IT-Branchen Oresund og så videre…
Behovet for en samordning er dog bare den ene halvdel af problemet/løsningen. De initiativer, som allerede findes, er desuden alt for usynlige og ukendte. Øresundsregionen behøver én person, som kan føre regionens tale med regeringerne, de spredte embedsmænd i ministerierne, Riksdagen og Folketinget og chefer for de myndigheder, som er ansvarlige for grænsespørgsmål.
I dag findes der ingen opinionsdannelse af betydning om barrierespørgsmål. De enkelte borgere, som står med problemerne, kan i bedste fald få hjælp og råd hos de berørte myndigheder – eller betale dyrt for råd hos eksempelvis skattekonsulenter. Men hvornår var skatterne omkring Øresund sidst et hedt spørgsmål i Riksdagen eller Folketinget eller i de nationale medier?
Og hvem er kendt i en bredere offentlighed for at presse disse spørgsmål frem i lyset?
Berit Andnor har valgt Poul Schlüter til sin barrierebekæmper under Sveriges formandskab i Nordisk Ministerråd, men dels er posten et tilfældigt arrangement, dels gælder opgaven barrierer i hele Norden. Og endelig har Poul Schlüter ikke magt til mere end at give gode råd.
Øresundsregionen er for vigtigt et emne til, at det blot overlades til lokale og regionale politikere og være et underprioriteret delområde for meget optagede og alt for mange ministre.
En Øresundsombudsmand med myndighedsstatus kan både personificere og samle informationscentralen og samtidig agere kraftfuldt på politisk niveau, og fjerne mange af de forhindringer, som stadig eksisterer.
Øresundsombudsmanden kan være ægte grænseoverskridende på en anden måde end to øresundsministre kan være med respektive, nationale perspektiver at tage hensyn til.
Det er tillige et spørgsmål, som bør indgå i den danske strukturkommissions arbejde med de anbefalinger, som omkring årsskiftet skal være oplæg til en ny geografisk opdeling af de eksisterende kommuner og amter samt statens ansvar. Samme opgave kan Ansvarsutredningen i Sverige påtage sig ved at presse på for at en Øresundsombudsmand bliver en del af Øresundsregionens fremtidige, administrative struktur.
Stadig snart tre år efter broindvielsen er der stadig så meget tilbage at gøre for Øresundsintegrationen, at regionen fortjener en egen dansk-svensk ombudsmand.
