En patenteret infusionspumpe har vakt interesse hos Vækstfonden, der netop har investeret to mio. kr. i etableringen af selskabet M2 Medical A/S. Selskabet har nået produktmodningsfasen med pumpen, der ventes klar til at blive markedsført internationalt i juli 2003.
Infusionspumpen er udviklet af ingeniør Morten Mernøe, tidligere bl.a. Coloplast, i samarbejde med Odense Universitetshospital og Amtssygehuset Roskilde. Den skal produceres i Sverige og Frankrig – af henholdsvis PartnerTech AB med speciale i udvikling og produktion af elektronikprodukter til bl.a. medico-teknologi, og Promepla som er specialist i produktion af engangsprodukter til den medicinske og farmaceutiske industri.
Den programmerbare pumpe, som har været omtrent fem år undervejs, er målrettet primært til hospitalernes intensivafdelinger til brug for infusion af både saltvand, medicin og ernæring. Interessen for den skyldes, at den er usædvanligt lille, brugervenlig, og omfatter et ekstra sikkerhedselement.
— Den udmærker sig for det første ved kun at veje omtrent en tiendedel af de tilsvarende produkter på markedet. For det andet er nytænkningen, at energitilførslen er utroligt lav, så den på én batteriopladning kan aflevere en hel liter væske. Det er der ingen andre, der kan. Og det er vigtigt, fordi det fjerner et usikkerhedselement for patienter under transport, siger adm. direktør i M2 Medical, Arne Kaae, der er farmaceut og har tilbragt omtrent 30 år hos Novo Nordisk bl.a. i diabetesforretningen som VP for marketing og business development.
M2 Medical A/S har hjemme i Gentofte ved København.
Vækstfonden er en finansiel virksomhed, der arbejder som en del af det danske erhvervsfremmesystem. Fondens kapitalgrundlag er DKK 2,4 mia., som dels bruges til direkte virksomhedsfinansiering, dels til medfinansiering af venturefonde.
(Nyheden er leveret af Biotech Denmark med eneret for Rapidus.)