Udviklingsselskabet Apomon, som startede sidste forår i forskerparken Symbion, er klar med en prototype på en hardwareløsning til øget IT-sikkerhed. Den går i korthed ud på at skabe to separate sektorer på harddisken så følsom information ikke bliver eksponeret på internettet.
Et ekstra kort i computeren håndterer delingen, som ifølge adm. dir. Mike Lind Rank skal være lige så sikker som at anvende to selvstændige computere uden forbindelse. Teknikken, som er patentanmeldt, giver også mulighed for hurtige skift mellem den interne og den åbne del af computeren, uden at man behøver starte om hver gang.
Da man var nået så langt i udviklingsarbejdet, viste resultaterne lige før sommer at teknikken ville blive for dyr hvis der krævedes et ekstra kort i hver computer. Desuden begrænser det mulighederne for at nå markedet for bærbare computere. Konklusionen blev at man var nødt til at ændre strategi; løsningen skulle integreres på computernes bundkort for at komme tilstrækkeligt langt ned i pris til massemarkedet.
Nu håber Apomon i stedet at kunne gøre en større chipproducent interesseret i at købe rettighederne til teknikken. I mellemtiden ernærer grundlæggerne sig ved konsulentopgaver og er på vej til at starte et nyt selskab baseret på overskudsideer fra udviklingsarbejdet i Apomon (se særskilt artikel).
Apomon blev startet med støtte fra innovationsmiljøpenge i Symbion samt penge fra Nordeas Opfinderfond. I dag er virksomheden placeret i Herlev.