Småbørnsforældre er den seneste målgruppe for nye internetprojekter. Det danske 4KIDSfamily.dk lancerer inden for to måneder en svensk hjemmeside efter samme koncept som originalen i Danmark.
Ideen bag 4KIDSfamily er på en hjemmeside at tilbyde alle de informationer, som stressede og urolige forældre kan have brug for om deres børns udvikling helt op i teenageårene. Desuden er der mulighed for via internettet at stille spørgsmål til eksperter på forskellige områder, for eksempel jordemødre, læger, tandlæger og advokater.
Tjenesten er gratis og finansieres via annoncer. På langt sigt er der endvidere planer om at gøre hjemmesiden til en e-handelsportal, hvor netbutikker kan tilbyde deres varer til småbørnsforældrene. For hvert gennemført handel beregner 4KIDSfamily sig en provision.
Grundlæggere og ejere af 4KIDSfamily er Eskil og Helle Lund, som selv er småbørnsforældre. Den danske hjemmeside blev åbnet i efteråret, og interessen har været stor, ifølge Eskil Lund. Nogle nærmere detaljer omkring antallet af besøgende vil han ikke røbe.
Foruden svenske eksperter i børn søger virksomheden journalister, grafiske designere og web-programmører med base i det sydlige Sverige. Det er herfra at projektet skal ledes.
4KIDSfamily er ikke alene på markedet. For nylig startede det svenske ABCparents.com med risikovillig kapital fra Speed Ventures i ryggen. Der findes også allerede flere amerikanske forbilleder, blandt andet Parents.com og Parentsoup.com.