Et nyetableret firma på markedet for CD-emballager, med hovedsæde i Malmø, vokser netop nu meget hurtigt. Paxter AB, fuldt ejet af virksomhedsejeren Mats Ohlsson med rødder i Tetra Pak, vurderer at selskabets omsætning stiger med et par hundrede procent til cirka 45 millioner kroner i år.
Det helt ukendte Paxter har kastet sig over IT- og mediemarkedets emballager, blandt andet med et svenskudviklet, patenteret CD-etui i karton kaldet DiscBox Slider.
Det er først og fremmest det meget hurtigt voksende marked for CD-ROM og DVD Paxter nu vender sig mod. Da virksomheden i fjor indgik en aftale med America Online i Frankrig om at levere op mod 1,5 millioner etuier om måneden, betød det et definitivt gennembrud.
Mens almindelige CD-plader med for eksempel musik næsten altid leveres i det sædvanlige tynde plastetui med løse blade stukket ind, er Paxters etui fremstillet af karton med eget tryk så produktet får en stærkere selvstændig identitet.
Paxter har kun kontor i Malmø, mens produktionen finder sted i Albi, Frankrig, Gütersloh, Tyskland og Houston, USA.