Den ny forskerpark Symbion-IT tæt ved IT-Højskolen i København, har på tre måneder fyldt så godt op med IT-firmaer blandt lejerne, at direktøren for Symbion Science Park, Elisabeth Grüner, nu overvejer at udvide IT-parken fordi der snart er udsolgt.
Der er kun ca. fire lejemål tilbage – alt efter pladskrav, og der forhandles nu om pladserne. Nogle er afvist fordi de ikke havde nytænkning nok. Almindelige e-handelsvirksomheder har ikke store chancer, kun nyskabende eller forskende IT-firmaer. Symbion-IT´s firmaer udvikler eksempelvis WAP-teknologi og nye typer hjemmesider uden om webdesignere, så kunderne selv kan kombinere siderne med økonomi og andre systemer.
Elisabeth Grüner ser kapital og ideer nok i Øresundsområdet til flere kreative IT-virksomheder. Hun vil samle en del i Symbion-IT til en kommende, samlet udflytning til den IT-forskerpark, som planlægges i Ørestaden på Amager.
Symbion-IT´s nuværende lejere er CETEC, Fischer og Kerrn, IT-kompagniet, EuropeInsight, COMMentor, SolveIT, Existential og MochaSoft.