Medicon Valley Alliance (MVA) toner nu rent flag i støtten for at få EU´s Lægemiddelagentur, EMA, til København. EMA er den EU-myndighed, der vurderer, godkender og overvåger lægemidler.
MVA´s nye rolle lå ikke til højrebenet: Stockholm er også kandidat til EMA. Derfor skulle der i MVA være enighed over Øresund om at gå ”all in”. CEO for MVA, Petter Hartman, melder efter møder med bestyrelsen nu til Rapidus, at bestyrelsens støtte til EMA i København er 100 %.
– Det er klart at vores dansk-svenske bestyrelse skulle være enige, fastslår CEO for MVA Petter Hartman.
Bestyrelsen tæller blandt andet formand Søren Bregenholt fra Novo Nordisk A/S, Gunilla-Westergren-Thorsson fra Lunds Universitet, Mikael Stamming fra Region Skåne og Simon Feldbæk LEO Pharma.
Samtidig vil MVA påtage sig rollen som brobygger mellem regionens virksomheders forskellige EMA-initiativer og sikre, at Medicon Valley-perspektivet kommer med i det lobbyarbejde, som venter forude.
– Jeg håber også Greater Copenhagen-samarbejdet inklusive Skåne beslutter at gå sammen med os ind i arbejdet for at få EMA til København, siger Petter Hartman.
MVA vil bruge alle erfaringer fra 20 års dansk svensk life science samarbejde i regionen som argumenter for at få EMA i København.
– Med analysen ”State of Medicon Valley 2016” er de vigtigste argumenter allerede på plads. Næste skridt er i samarbejde med medlemsvirksomhederne at indsamle og præsentere flere gode argumenter for EMA i København. Eventuelle seminarer og politiske kontakter skal vi først planlægge derefter, fortæller Petter Hartman.
I rollen som ‘den danske regerings særlige udsending for EMA’ er tidligere Novo-topchef Lars Rebien Sørensen, som er bannerfører for lobbyarbejdet for at få EMA i København. Lars Rebien Sørensen arbejder lige nu for at få en liste med kriterier for, hvor EMA skal ligge i København.
Sverige har også nedsat et sekretariat, der under ledelse af den tidligere ambassadør, Christer Asp, kæmper for at få EMA på svenske hænder. Aktuelt er EMA i London, men det skal flytte efter ”Brexit”. Også Holland, Italien, Spanien, Frankrig og Polen meldt kandidaturer som værter for EMA.
Af Keld Broksø