Kort sagt: På mandag mødes Beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen og arbejdsminister Sven Otto Littorin for at løse nogle barrierer, som blokerer for hurtigere integration i Øresundsregionen. I følge embedsmandskilder kommer der denne gang konkrete forslag til forandringer. Det har vi på den anden side hørt før. Vi bør ikke have for høje forventninger.
Tænker man over det, så er det ikke så underligt, at det går langsomt for politikerne at beslutte sig. Tænk hvad der ville ske, hvis vi fik en ægte integreret region? Risikoen er, at folk får øjnene op for fordelene ”på den anden side”. Og værre endnu: De begynder at stille krav om forandringer af deres egne systemer. I årets sidste Rapidus-analyse viser vi gennem otte skrækscenarier, hvad der i det lange løb afholder regeringerne fra virkelige kraftfulde indsatser for Øresundsintegrationen. Bliver det virkelighed må politikerne rive broen ned – inden det bliver for sent.
Af Keld Broksø
Rapidus’ Københavnsredaktør
Thomas Frostberg
Rapidus’ chefredaktør
Først det danske perspektiv:
1) Danskere elsker ikke ligefrem Kalles Kaviar, surströmming eller Systembolaget, som dobbeltmoralske svenskere alligevel underminerer ved at hive dåseøl hjem fra Netto i Danmark. Men, men. Butikkerne har en mere liberal åbnings- og lukkelov i Sverige, der er en trussel mod Danmarks restriktive system. Lukkeloven regulerer eksempelvis antallet af mulige åbne søndage for butikkerne i Danmark, mens Sveriges større frihed får Danmark til at fremstå som en antikveret Sovjetstat på det område. Tænk på, hvad der kan ske, hvis Danmarks befolkning opdager det!
2) Danmark må se misundeligt på Sveriges differentierede moms på fødevarer og hotelovernatninger på kun 12 %, mens Danmark betaler 25 %. Det giver ulige konkurrence, som Danmark med fordel kan udjævne til samme niveau. I valgkampen blev differentieret moms nævnt en del, men efter valget er diskussionen død. Det er en politisk bombe, hvis den svenske statshemmelighed slipper ud i Danmark!
3) Danskere betaler for mere end to biler, når de køber én på grund af bilskatter. Det resulterer i en forældet, forurenende, dansk bilpark, som ikke ser godt ud til klimatopmødet i København i 2009. Og så er det i øvrigt ødelæggende for danskernes egoer at køre rundt i en Fiat Punto til samme pris som svenskere betaler for en BMW. Det har flere tusinde danskere allerede reageret mod og er flyttet til Malmø. Den trafik bør stoppes øjeblikkeligt, så danskerne ikke får for mange gode ideer hjemme i Danmark også!
4) Danmark har en ligestillingsminister, men ingen ligestilling for barsel – modsat Sveriges landvinding på det område. I Sverige har øremærkning af barselsorlov til fædrene fået svenske fædre hjem til de små på ny, mens danske mødre stort set tager al barselsorlov. I Sverige holder fædrene 15 procent af samtlige orlovsdage. I Danmark holder fædrene sølle seks procent af orloven. Resten tager mødrene. Årsag: I Sverige er én måned af barselsorloven øremærket til fædrene. Den slags tosserier bør ikke smitte den danske sides trygt, fastlåste kønsrollemønstre. Danskerne må holdes i uvidenhed om det svenske system!
Dernæst det svenske perspektiv:
1) Danskerne er kendte for at tage en konflikt, når de ser den, mens vi i Sverige gerne sidder i rundkreds og diskuterer til vi når en slags konsensus. Når stadigt flere svenskere arbejder i Danmark risikerer de at lære det system, som bygger på at chefen også tager beslutninger. Det risikerer på længere sigt at forandre den svenske folkesjæl, og det bør stoppes snarest. Socialstyrelsen bør gribe ind og foreslå en begrænsning – gerne et maksimum for tilladte kontakter med danskere per måned.
2) En anden trussel opstår, når svenskere tager arbejde i Danmark: De kan pludselig gennemskue det svenske skattesystems opbygning. Godt nok er skatterne højere i Danmark, men til gengæld eksisterer der knapt nok arbejdsgiverafgifter. Lønmodtageren i Danmark ser hver måned, hvor meget af lønnen, som forsvinder i skat. Tænk nu hvis svenskerne begynder at forstå, hvad de i virkeligheden betaler i skat i Sverige, når de opdager de ”usynlige” arbejdsgiverafgifter. Det gamle socialdemokratiske røgslør over skatten fjernes, og Sverige risikerer revolution. Danmark er sprængfarlig!
3) I løbet af ugen har de fleste svenskere været i chok over oplysningen om, at bacon-nationen Danmark er langt foran Sverige når det gælder eksport af miljøteknologi. Der må naturligvis være tale om statistisk fejltagelse, men for en sikkerheds skyld bør kontakterne over Sundet brydes. Tænk hvad der sker, når det svenske folk opdager, at den danske regering under Anders Fogh Rasmussen prioriterer spørgsmål om innovation betydeligt højere end vi gør i Sverige. Risikoen er, at erhvervsminister Maud Olofsson må følge partitraditionen og kræve et brostop for at slippe for kritiske sammenligninger mellem svensk og dansk innovationspolitik.
4) Men værst af alt – med broen har Sydsverige fået en ny ”indenrigsflyveplads”. Toget mellem Malmø Centralstation og Kastrup tager desuden blot to minutter mere end Arlanda Express fra Stockholms Centralstation til Arlanda Lufthavn (uden at det overhovedet er et eksprestog). Prisen er desuden mindre end det halve. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, og indebærer et alvorligt slag mod stockholmernes elskede Arlanda Lufthavn, den evige taber i kampen mod Kastrup om at være Skandinaviens knudepunkt for international flytrafik. Det må snarest stoppe. Indfør visumkrav til Danmark, så selv skåningene støtter svenske flyvepladser og lader vejen gå omkring Arlanda.
Det var et stort politisk fejlgreb ikke at indse hvilken samfundsomstyrtende virksomhed, som Øresundsbroen ville føre til. Men endnu er det ikke for sent at bremse integrationen. For at sikre en tryg fremtid bør alle regeringsdeklarationer om mere integration underskrives med falsk blæk, som opløses inden for 24 timer.
Og Øresundsbroen? Riv den ned – inden det er for sent!
