Region Skåne indskyder omkring to millioner svenske kroner om året frem til 2009 i en ny virtuel kuvøse i Teknopols regi. Målet er at lokke nye opstartsvirksomheder frem inden for den stadig varmere energi- og miljøteknikbranche, det såkaldte cleantech.
— Det er et område, hvor der sker meget. I dag er vi indblandet i sytten projekter og virksomheder inden for cleantech, og omkring halvdelen af dem er blevet startet inden for det seneste år, siger Jonas Gallon, adm. dir. for Teknopol.
De nye kuvøseaktiviteter får ikke noget fysisk hus at være i. Virksomhederne og projekterne skal blive i deres nuværende kontor- og forskningsmiljøer, men få hjælp med forretningsudvikling og kontakter til erhvervsliv og ventureinvestorer.
Ifølge Region Skånes viceerhvervschef Gudmundur Kristjansson forventes projektet i starten at koste mindst tre millioner kroner om året, hvoraf Region Skåne står for to tredjedele. Resten indskydes af regionale aktører samt den svenske stats Energimyndighet.
Projektet, som skal være i fuldt sving til sommer, vil fra starten kun beskæftige en projektleder, men Jonas Gallon udelukker ikke, at det kan vokse efterhånden.
Af Erik Olausson