De tre stiftere af lydfirmaet Epic Sound ApS, Simon Ravn, David Filskov og Asbjørn Andersen, flytter produktionslokalerne sammen for første gang, siden de for tre et halvt år siden stiftede virksomheden.
Epic Sound leverer lyd og musik til især computerspil, reklame- og biograffilm. Den store fokus på danske udviklere af computerspil er smittet af på det lille lydfirma. Væksten giver nu basis for det fælles studie på Birkedommervej i København – og ekspansionsplaner over Sundet.
Firmaet blev i begyndelsen kendt for lydsiden til computer-trolden Hugo. Blandt de seneste kunder er spilfirmaet Guppyworks, hvortil Epic Sound har leveret lydeffekter og stemmeredigering til spilpræsentationen af HCA – The Ugly Price Duckling. Og for PR-firmaet Kunde & Co har Epic Sound netop leveret musik til brug i en præsentation til 16 lande af den danske pumpekoncern Grundfos.
Epic Sounds nye lydstudie er på 135 kvadratmeter med bl.a. indspilningsområde, to bokse til stemmeindspilning og kontrol- og redigeringsrum.
Mens skillevægge med mere kommer på plads i disse dage, fortæller medstifter Asbjørn Andersen, at udbygningen også skal bruges som base til at udvide kundekredsen i Sverige.
— Vi arbejder allerede sammen med en del svenske skuespillere om levering af stemmer til spil- og reklamer. Det er oplagt at udvide kundekredsen over Sundet, siger Asbjørn Andersen.
Epic Sound trækker ud over de tre stiftere på en del freelancere i produktionen.