Den danske koncern for fremstilling af ingredienser til fødevareindustrien, Chr. Hansen A/S med hovedsæde i Hørsholm nord for København, begynder 10. marts en usædvanlig bustur 8.500 kilometer gennem Østeuropa for at erobre markeder, besøge universiteter og udvikle innovative produkter i samarbejde med kunder blandt andet i de ny EU-lande samt i Ukraine, Kroatien, Rusland og Rumænien.
Chr. Hansen A/S har over 2.500 ansatte, og 37 afdelinger i 24 lande. Udviklingscentrene er i Danmark, Frankrig, USA og Tyskland, og nu skal også 9 lande i Østeuropa erobres for alvor. På den såkaldte Magical Sensory Tour i en specialfremstillet bus vil Chr. Hansen samle information om lokale smagspræferencer, og udveksle viden med kunder og universiteter i fødevarebranchen.
Undervejs bliver der fløjet relevante teknikere, forskere og markedsfolk ud fra bl.a. Danmark til bussen. Turen skal tillige understrege Chr. Hansens innovative image hos de studerende, der kan blive fremtidens chefer, forskere og medarbejdere hos Chr. Hansen. Turen Østeuropa rundt handler også om at få fat i direktører og indkøbschefer, som Chr. Hansen kan trække på i et østeuropæisk fremstød.
— Østeuropa er et af de stærkest voksende markeder inden for fødevarer, og i stedet for at vi henter folk herop, når vi skaber kontakter, så kommer vi ud til dem, forklarer Karen Frost fra Chr. Hansens kommunikationsafdeling, som vil tage kontakt til lokale medier undervejs for at gøre opmærksom på fremstødet.
— Chr. Hansen A/S har allerede datterselskaber i de lande, som vi besøger, men et effektivt fremstød i øst kræver en ny og anderledes indsats, siger Karen Frost.
Kampagnen begynder i Prag 10. marts og slutter i Polen den 19. april. Undervejs bliver der stop hos universiteter og fødevareproducenter, som Chr. Hansen kan assistere med at finde innovative løsninger. Dem har Chr. Hansen blandt andet erfaring for i Frankrig i Arpajon, hvor koncernen til juni indvier verdens største fabrik for mejerikulturer. Det er en investering til 120 millioner kroner. Produktionsudstyret som det nye logistikanlæg er fabrikeret, samlet og testet i Danmark.