Kort sagt: På mandag afholdes det første bestyrelsesmøde i EU’s nye agentur mod smittespredning, som efter hårdt tovtrækkeri i Sverige havnede i Stockholm. I Øresundsregionen var der ellers mange, der håbede og troede på en placering i Malmö eller Lund, bestyrket af nærheden til København.
Men det står stadig mere klart, at trumfkortet København også er blevet en belastning for Skåne. I kampen om de tunge etableringer mødes skånske repræsentanter af en skræk for, at danskerne skal score hele gevinsten ved en placering i Skåne.
Det fremtvinger en nytænkning omkring profileringen af regionen.
Af Thomas Frostberg
Det kan lyde som et dårligt rygte eller kvalificeret vrøvl, men flere tunge beslutningstagere i Skåne har seriøst og noget bekymret det seneste år fortalt Rapidus, hvordan de i kontakten med frem for alt magthavere i Stockholm bliver mødt af holdningen at give noget til Skåne ville være det samme som at give det direkte til Danmark. Så er det bedre at bruge skattekronerne et andet sted i landet.
Myten (?) om den overlegne danske forhandlingsteknik har dermed ført til, at det stærkeste af alle markedsføringsargumenter – Øresundsregionens supplerende styrker på begge sider af Sundet – pludselig er blevet til et modargument.
Stockholmsområdet skal, også ud fra objektive kriterier, efter sigende have været overlegent i tovtrækkeriet omkring smittespredningsagenturets placering, men anti-danske argumenter forekom også i kampagnen. Tydeligst formuleret af generaldirektøren for det svenske Smittskyddsinstitutet i Solna, Ragnar Norrby, som om Malmö/Lund-alternativet sagde:
Så ville det jo ikke blive et agentur i Sverige, men i Danmark.
Per Belfrage, formand for Medicon Valley Academy, er den der sammenfatter dilemmaet tydeligst: Problemet er, at opfattelsen overhovedet eksisterer, og at den undertiden er en hindring for Øresundsregionen. Derimod stemmer billedet af de evindelige danske sejre ikke med realiteterne, ifølge de undersøgelser MVA har foretaget. Men argumenterne lever og er af en så infam karakter, at de er svære at modbevise.
En førende repræsentant for markedsføringen af Københavnsområdet som etableringsmulighed beretter endvidere, at han alene har måttet stå for profileringen af Medicon Valley i flere internationale sammenhænge, mens Invest in Sweden Agency kun har talt om Stockholm og Uppsala over for udenlandske biotekfirmaer og investorer.
Eftersom danskerforskrækkelsen sjældent kommer til udtryk i den åbne debat, men bobler subtilt under overfladen, er den næsten umulig at bekæmpe og argumentere imod. Tværtimod fejes problemet normalt ind under gulvtæppet. I en del tilfælde har opfattelsen til og med vundet indpas hos skånske repræsentanter.
En der har fattet mulighederne i regionen og tænker ægte øresundsk er den nordiske chef for British Telecom, Anders Westkämper. I jagten på multinationale kunder er Norden et sammenhængende marked for BT. Fra Malmöafdelingen dækker 20 ansatte både det sydvestlige Sverige og Danmark. Der findes ganske vist en dansk juridisk enhed, men ikke noget fysisk kontor, eftersom det er billigere at have Malmö som base for både svensk og dansk personale.
Det er denne type fornemmelse for regionens potentiale, som i mange tilfælde stadig ikke har indfundet sig hos vigtige beslutningstagere i for eksempel Stockholm. I stedet bliver Øresundsregionens skærpede markedsføring, baseret på endnu hårdere fakta og rationelle argumenter, blot en yderligere trussel under rød-hvide faner set fra et nationalt, svensk perspektiv.
Det beviser, at Øresundsregionens pointe stadig fire år efter broindvielsen ikke er trængt særligt dybt ind: Helheden er større end enkeltdelene. En af finesserne er netop, at en virksomhedsetablering i Skåne også smitter af på København og vice versa.
Selv om der er tovtrækkeri i hver enkelt etableringssag, så tjener både Sverige og Danmark i længden på, at Øresundsregionen får de bedst mulige forudsætninger for at realisere sit potentiale. Snakken om regionernes Europa er ikke længere kun teori, og det gælder om at maksimere nytten af regionernes muligheder, også fordi det kommer staterne til gode i længden.
For trods alt tager togturen fra Kastrup til Malmö centralstation ikke længere tid end lyntoget fra Arlanda ind til Stockholm. Det er sikkert skræmmende for nogen, men det billede viser tydeligere end så meget andet, at noget har ændret sig for alvor – og for altid – i Øresundsregionen.
Hvad synes du? Diskutér Rapidus’ analyser – send et indlæg til debat@rapidus.dk