Medscand Medical AB i Tomelilla i det sydøstlige Skåne er i stærk fremgang. Produktionen forventes det nærmeste år at vokse med ti procent ifølge adm. dir. Jan Johansson.
Virksomheden producerer et kit bestående af en cellebørste og en spatel, som anvendes til cancerprøvetagning på kvinder. Prøvetagningen udføres ved hjælp af børsten i livmoderhalskanalen og med spatlen på ydersiden af livmodermunden.
En tiprocents stigning betyder, at der produceres 38 millioner børster. Selskabet vil dog ikke oplyse, hvor meget det giver i rede penge.
Medscand Medical blev i august 2001 solgt til amerikanske Cooper Surgical for cirka 12 millioner dollars. Over 90 procent af virksomhedens produktion eksporteres til USA, hvor man har en eksklusivaftale med et stort firma, der har forbedret diagnostikken af celleprøver, således at der findes flere forstadier til cancer.